Dag 18 - Din vilje ske

Din rejse i verden er ikke tilfældig. Det er en rejse, som ultimativt skal lære dig, at du i sandhed er et spirituelt væsen, som ikke har nogen grænser, og som er fri til at gøre hvad du vil. Den læring kommer gennem din erkendelse af, at den verden du oplever er skabt af dig selv gennem dine tanker, ord og handlinger. Og verden fastholdes af dine overbevisninger, som er dine sandheder om hvordan tingene er. 

Du har allerede forstået, at dine overbevisninger kan ændres, og at du dermed kan ændre din verden, men du har endnu ikke forstået hvor kraftfuld dine tanker i virkeligheden er. 

Alle dine tanker er skabende, for de tanker du accepterer som sande må spejles i den verden du oplever. For det er verdens funktion; at være et spejl af dine overbevisninger, og være det læringsredskab, som får dig til at se det. Når du ændrer dine tanker, ændres den verden du oplever. Det er aldrig verden der forandres, det er altid dine tanker. 

Du har mødt din guide, og du har hørt hans løfte. Du har set hvordan du kan ændre ting i dit sind blot ved at se det i sandhed, og du har oplevet, at det er en magt, som du selv har. Nu må du forstå, at dine tanker skaber. 

Når du dømmer en anden, så beder du ham om være sådan. Når du dømmer dig selv, så vil du være sådan. For hvordan kan det være anderledes, hvis det du ser skal bevidne det, du tænker?

I dag skal du være opmærksom på dine tanker. Læg mærke til hvad du tænker om dig selv, og andre mennesker. Og når du dømmer dig selv, eller andre, så spørg indad om det er sandt. Og har du taget fejl, så send en kærlig tanke der hvor der var en negativ.

Ha en velsignet dag.

Coaching -->