Dag 9 - Hvilke roller har du?

Alle dine tanker og overbevisninger er i virkeligheden blokeringer, som forhindrer dig i at gøre noget, som ligger udenfor de rammer, som de anviser. Det kan være praktisk i verden. Fordi den kræver et sæt af fælles overbevisninger, for at vi kan sameksistere, og derfor har en del af dine overbevisninger en praktisk funktion i verden. De begrænser dig stadig, men det er ok, fordi det er en del af at være i denne verden.

Men de negative overbevisninger er ikke praktiske, de er udelukkende begrænsende, og bruges af egoet til at skabe tvivl, frygt og skyld. Dem skal du af med, og det har du allerede gjort gennem dit arbejde de sidste par dage. Men der er mere, og vi skal et lag dybere.

Du har allerede lært, at du kan opløse overbevisninger blot ved, at du selv erkender, at de ikke er hjælpsomme. De upraktiske, dem som i virkeligheden ikke gør andet end at spærre dig inde. 

De overbevisninger kommer frem når du kigger på bestemte dele af dit sind. F.eks har du kigget på de overbevisninger, der er relateret til din intention, og senest til den grundlæggende historie om dig selv. Jo mere du kigger på forskellige områder af dig, jo mere dukker der op. Og der er mange lag af overbevisninger, og arbejdet med at opløse dem vil være en del af din spirituelle vej fremover, for nu ved du hvordan du gør.

Roller

Vi har alle forskellige roller i livet, og i dag er din opgave, at lave en liste over hvilke roller du har i dit liv. I morgen kommer du til at arbejde videre med dine roller, så for i dag, skal du udelukkende skabe dig et overblik over hvilke roller du spiller. Det kan være en god ide, at observere i løbet af dagen hvilke roller du påtager dig.

Roller er adfærdsmønstre og væremåder vi tager på os i bestemte situationer. Nogle af dem har vi fælles navne for f.eks mor, far, kollega, haveejer, bilist, klassens klovn, etc. Andre er mere subtile, og du må selv finde på navne til dem, f.eks “den glade”, “den gnavne”, etc.

Dine roller er enten knyttet til personer eller steder. F.eks kan du opleve, at du tager en bestemt rolle på dig, når du går ind ad døren på din arbejdsplads, i supermarkedet, etc. På samme måde vil du opleve, at der er forskel på hvordan du agerer overfor dine børn og f.eks din nabo. Du kan have en en speciel facon, når du er sammen med dine forældre, e.lign. Du spiller forskellige roller afhængig af situationen og personerne.

Lav listen over dine roller i dag.

Ha en dejlig dag.

Coaching -->