Dag 21 - Du er

Tillykke, du er nu igennem de tre ugers spirituel selvudvikling. 

Al udvikling bliver hurtigt den nye normal, og du har sikkert allerede oplevet, at en del af de metoder, som du blev introduceret for i starten af dette program, nu er blevet så normale for dig at anvende, at det kan være svært at huske hvordan det var før. 

Og det er fint at fortiden forsvinder, men i slutningen af en hvilken som helst proces er det vigtigt at huske sig selv på hvad man har udrettet, for det kan hjælpe dig til at være opmærksom på, hvor vigtigt det er, at du har fokus på hele tiden at udvikle dig.

Din opgave i dag er, at lave status for dig selv i forhold til hvordan du var for 21 dage siden. 

Lav din egen fortælling om hvad der er anderledes, og brug den til at minde dig selv om, hvilken forskel dit fokus på din egen udvikling har gjort.

Den sidste læresætning du får med herfra er, at du underviser andre med din adfærd, og du skal vide, at jo tættere du selv kommer på at leve i kærligheden, jo mere underviser du andre i det samme. 

Tak.


Har du haft glæde af kurset? Vil du give noget den anden vej? Så støt arbejdet på Life in Spirit med en donation.

Du kan donere med kreditkort på knappen nedenfor, eller du kan sende via Mobilepay til 60183200.

Donation

Dag 20 - Giv og du skal modtage

Du har lært, at det du er, afspejles i din verden. Det du er, er hvad du giver, og det er derfor også det du får.

Du har lært i verden, at du mister det du giver, og ideen om, at du vil modtage når du giver, er derfor endnu en af verdens regler, som er vendt helt på hovedet. Og derfor er det også en af disse principper som du må vælge at have tillid til, så du selv kan opleve det i praksis. 

Hvis du ser det fra et ikke-fysisk perspektiv, så bliver det nemmere at forstå. F.eks så ved du godt, at ideer vokser når de deles med andre. En ide der ikke deles får ikke energi. Du mister ikke en ide ved at dele den med andre, tværtimod. Du kender det også med glæde. Når du deler din glæde, så glæder du andre, men det gør ikke dig selv mindre glad, tværtimod.

Verden som spejl kender du måske allerede som karma. Loven om karma siger, at du modtaget det du giver. Det vil altid komme tilbage til dig, og det gælder uanset om du giver kærlighed eller frygt. 

Spirituelt er der ikke forskel på at give og være, det er det samme. Du giver det, du er. Når du er vred, så er du vreden. Når du er glad, så er du glæden. 

Genbesøg dine kerneværdier fra dag 11. Er du dine værdier? Er det hvad du giver verden? 

I dag er din opgave at reflektere over hvad du er, og hvad du giver verden, og sikre dig, at det er i overensstemmelse med dine værdier og din intention.

Dag 19 - Sand fred

Fred er i dig, og den er tilgængelig for dig lige nu. Sand fred er en tilstand i dig hvor verden kommer på afstand, og hvor tiden ikke er. Det er et sted du kan gå til for at hvile dit sind og dvæle i den fred, som det tilbyder. 

Der er mange navne for denne fred. Jeg kalder den sand fred, fordi det for mig er, at være eet med mit guddommelig selv, og ved min tilstedeværelse i den fred bekræfter jeg min sande identitet som et spirituelt væsen. Biblen kalder den Guds fred, fordi du hviler i skaberen når du træder ind i hans fred.

Du må selv lave dit eget navn for det, for i dag skal du opleve freden. 

Måske har du allerede en meditationspraksis, og er derfor vant til at meditere. Måske ved du allerede hvad jeg taler om.

Et Kursus i Mirakler beskriver vejen ind til freden på denne måde:

Gør ganske enkelt dette: Vær stille, og læg alle tanker om hvad du er og hvad Gud er væk; alle begreber du har lært om verden; og alle forestillinger du har om dig selv. Tøm dit sind for alt hvad de tror er enten sandt eller falsk eller godt eller dårligt; for enhver tanke det dømmer som værdifuld, og for alle de ideer det skammer sig over. Hold ikke fast i noget. Bring ikke en eneste tanke med dig, som fortiden har undervist dig i, eller en eneste overbevisning du tidligere har lært. Glem denne verden, glem dette kursus, og kom med fuldstændigt tomme hænder til din Gud. (Et Kursus i Mirakler, Lektion 189).

Du går til freden ved at lægge alle dine tanker og overbevisninger på hylden et øjeblik, og når dit sind tømmes fuldstændigt for verdens larm, så kommer freden naturligt. 

Alle dine overbevisninger er i virkeligheden “jeg er”- sætninger. “Jeg er sådan” siger du med hver eneste af dem. Hvis du skal skal lægge dem fra dig, så må du være intet. Du må bare være, og derfor er min metode med at nå freden ganske simpelt at definere mig selv som intet. Det gør jeg ved at anerkende, at jeg er, men at jeg kun er, at jeg er. Sig blot “jeg er” uden at sige hvad du er.

Når jeg mediterer, så sidder jeg behageligt, et sted hvor jeg ikke bliver forstyrret. Jeg starter meditationen med at sige “jeg er” indtil jeg oplever at være tom. Jeg siger “jeg er” igen og igen, og samtidig tillader jeg mig selv at mærke min egen væren, uden at den er noget specielt. Efter at par minutter oplever jeg, at mit sind er tomt, og tilbage er kun væren. Der er en oplevelse af at svæve let, som en let duven når små bølger glider under en båd. Nogle oplever også en udvidelse af selvet, en oplevelse af, at du udvides. Freden er der nu, og jeg bliver i den et par minutter indtil tankerne begynder at melde sig igen. 5 minutter er nok til hele meditationen. 

Det er din opgave for i dag, at opleve den sande fred, og beslutte dig for, at det skal være en del af din faste daglige praksis. Jo mere du øver dig, jo bedre, og husk at bede din guide om at hjælpe dig. 

På et tidspunkt vil du opdage, at freden hele tiden er med dig, og at du kan opsøge den når du har brug for det. Blot et sekund i freden bringer fred til hele dit sind.

Dag 18 - Din vilje ske

Din rejse i verden er ikke tilfældig. Det er en rejse, som ultimativt skal lære dig, at du i sandhed er et spirituelt væsen, som ikke har nogen grænser, og som er fri til at gøre hvad du vil. Den læring kommer gennem din erkendelse af, at den verden du oplever er skabt af dig selv gennem dine tanker, ord og handlinger. Og verden fastholdes af dine overbevisninger, som er dine sandheder om hvordan tingene er. 

Du har allerede forstået, at dine overbevisninger kan ændres, og at du dermed kan ændre din verden, men du har endnu ikke forstået hvor kraftfuld dine tanker i virkeligheden er. 

Alle dine tanker er skabende, for de tanker du accepterer som sande må spejles i den verden du oplever. For det er verdens funktion; at være et spejl af dine overbevisninger, og være det læringsredskab, som får dig til at se det. Når du ændrer dine tanker, ændres den verden du oplever. Det er aldrig verden der forandres, det er altid dine tanker. 

Du har mødt din guide, og du har hørt hans løfte. Du har set hvordan du kan ændre ting i dit sind blot ved at se det i sandhed, og du har oplevet, at det er en magt, som du selv har. Nu må du forstå, at dine tanker skaber. 

Når du dømmer en anden, så beder du ham om være sådan. Når du dømmer dig selv, så vil du være sådan. For hvordan kan det være anderledes, hvis det du ser skal bevidne det, du tænker?

I dag skal du være opmærksom på dine tanker. Læg mærke til hvad du tænker om dig selv, og andre mennesker. Og når du dømmer dig selv, eller andre, så spørg indad om det er sandt. Og har du taget fejl, så send en kærlig tanke der hvor der var en negativ.

Ha en velsignet dag.

Dag 17 - Revision

Du er fri af fortiden, men der sker hele tiden ting i dit liv, som bliver en del af din nye fortid. Dem kan du håndtere på flere forskellige måder, så du sikrer dig, at du ikke slæber det med dig. En af måderne er daglig revision, som er en måde at ændre de ting, du har oplevet i løbet af dagen, som har efterladt et negativt aftryk. 

Vi kan alle komme til at gøre noget dumt. Vi kan komme til at sige noget vi fortryder, vi kan komme til at gøre noget som vi helst ville have gjort anderledes. Så snart det er gjort, så er det i fortiden, og det findes ikke mere. Det som er tilbage er dine tanker om det, og jo mere de kuppes af egoet, jo mere vil det genere skyld i dig. 

Dit ego er særdeles uintelligent. I virkeligheden er det bare en slags maskine, et computerprogram, som reagerer på det du oplever. Har du lagt mærke til, at det du oplever i dagdrømme, kan give lige så meget skyld, som det du oplever i verden? Det er fordi egoet ikke kan kende forskel på det du oplever i din fantasi, og det du oplever i verden. 

Det gælder ikke kun egoet. Dit sind skelner generelt ikke mellem det du oplever i fantasien og i verden. Det er kun dig selv, der laver den skelnen. Det kan du bruge, fordi du i fantasien kan vælge at genopleve de hændelser som du har fortrudt, og som du gerne ville opleve anderledes. Det kan du gøre i din fantasi, og når du gør det med tilstrækkelig indlevelse, så “overskrives” de tidligere oplevelser af din fantasi. Det er det som kaldes revision, du reviderer dagens oplevelser, så dit sind får fred.

Det er med revision, som med andre spirituelle værktøjer. Det skal prøves, så du kan opleve effekten. 

Det er den spirituelle lærer Neville Goddard som har fundet på metoden. Her forklarer han selv hvad det går ud på. 

Når dagen er slut, gennemgår jeg dagen; jeg dømmer den ikke, jeg gennemgår den blot. Jeg får et overblik over hele dagen, alle episoder, alle hændelser, alle samtaler, alle møder, og så ser jeg dem for mig i mit sinds indre øje, og så omskriver jeg det. Jeg omskriver det, så det passer til min forestilling om en ideel dag. Jeg gennemgår scene for scene, og omskriver dem, reviderer det, og når jeg har gennemgået det, så genoplever jeg dagen i min fantasi. Jeg genoplever hele dagen, den omskrevne dag, og jeg gør det igen og igen, indtil det i fantasien begynder at tage form af en virkelig oplevelse. Det virker nu som om, jeg oplevede det. Det er min erfaring, at disse reviderede dage, hvis de virkelig genopleves, ændrer min morgendag. Når jeg møder mennesker i morgen som har skuffet mig i dag, så gør de det ikke i morgen, for jeg har ændret min opfattelse af hvad der skete i mig, og han vil bevidne i morgen hvad jeg har ændret i mig i dag. (Neville Goddard).

Verden er et spejl af dine tanker, og når du ændrer dine tanker, så ændres den verden du oplever. 

I dag skal du følge Nevilles råd, og når dagen er slut, skal du revidere dagen i dit sind, og genopleve den som du gerne så den havde været. Alle episoder i løbet af dagen som har efterladt spor af frygt, skyld, afmagt, had, frustration, e.lign. ændrer du i dine tanker, og så forestiller du dig et andet forløb, med et mere kærligt resultat. Gør det som det sidste inden du går i seng. 

Sov godt.

Dag 16 - Du er fri af fortiden

En vigtig ting du må lære er, at du er fri af fortiden. Det du gjorde før, betyder intet nu. Det du sagde før, betyder intet nu. Det du mente tidligere, betyder intet nu.

Egoet har lært dig, at du er bundet af fortiden. Og det betyder i egoets sindssyge logik, at du aldrig slipper ud af den skyld som du pådrog dig i fortiden, og at du ikke må ombestemme dig om noget som helst. 

Men det er ikke sandt, og der er intet i fortiden, som binder dig nu. Hver eneste dag er en ny dag, og du er ikke den samme i dag, som du var i går. Alt i verden forandres hele tiden, og du udvikler dig hver eneste dag. Du er klogere i dag, end du var i igår, og det samme vil være sandt i morgen.

Du vælger selv, hvilken del af fortiden du vil acceptere som en del af dig nu. Du har ingen forpligtelser til at tage noget med dig overhovedet. 

I dag skal du lave en liste over de bindinger, du har til din fortid, og du skal forholde dig til, hvad du vil bringe med dig fremover, og hvad du vil slippe.

F.eks

Hvad er jeg bundet af i som er i fortiden?

  • Mine oplevelser i folkeskolen.

  • Mine tidligere kærester

  • Mit løfte til min mor

  • Mit afdrag på min gæld

Lav din egen liste. Sid med det, vent, skriv, vent, skriv, vent mere, etc.

Dine historier om din fortid er ligesom dine roller. De binder dig til noget som ikke er din virkelige sandhed. De binder dig til en historie om noget, der skete en gang. Og det er med din fortid som med dine overbevisninger, og din selvforståelse; de må renses for at du kan gå mod din intention. 

Derfor skal du nu, ved hjælp af din guide, spørge hvilke af disse bindinger, der stadig er din sandhed. Og dem som ikke er sande, dem streger du over, og således lægges de bag dig for altid.

Nogle af dem vil stadig være i din verden. Din gæld vil stadig være der, din mor vil stadig være der, men din renselse tager frygten og skylden ud af det, og du vil opdage, at de tidligere negative følelser vil forsvinde. 

Ha en dejlig dag.

Dag 15 - Løftet

Din guides opgave er, at hjælpe dig gennem verden så du lærer, at du er kærlighed. 

Din rejse i verden handler om at lære, at du er kærlighed, og at forstå at du har en evne til at få det, som du ønsker, når dit ønske kommer fra din sandhed. Et ego-ønske er uden kraft, for det kommer ikke af sandheden. 

Din guides plan er, at lede dig tilbage til kærligheden, og hvis du accepterer hans plan, og har tillid til det han siger og beder dig om, så vil der ikke være noget, som han ikke vil arrangere for dig, uden at du skal anstrenge dig. Han vil...

“gå foran dig, og gøre din vej lige, og ikke lade nogen sten du kan snuble over ligge på vejen, og ingen hindring lade være som kan blokere din vej. Intet du har brug for vil blive dig nægtet. Ikke en eneste tilsyneladende vanskelighed vil ikke smelte væk før du når den. Du behøver intet at tænke på, kan være ubekymret om alt, undtagen det ene formål” (Et Kursus i Mirakler, side 429).

Og det formål du stadig skal bekymre dig om, er at vende tilbage til kærligheden, sandheden. Han kan ikke fjerne din tro på at frygt og skyld er virkelig, det kan du kun selv. Han kan heller ikke fjerne din tvivl, det kan du kun selv.

Prøv at forestille dig hvordan dit liv ville være, hvis du oplevede det, som han lover dig. 

Du skal vide, at det allerede er sådan. Når du tager et valg som er baseret på sandheden, så går han allerede foran dig og rydder vejen. Han gør det muligt, han bygger broer du kan sejle under med dit skib, og han bygger kanaler du kan sejle igennem. Udfordringen er, at de fleste af dine ønsker enten kommer af frygten, eller spoleres af tvivlen, og derfor ser du aldrig den vej han allerede har ryddet til dig. Det var ham der fjernede isbjerget, som du ikke engang ved var der.

Dit samarbejde med din indre guide er baseret på tillid. Jo mere du stoler på ham, jo bedre hører du ham, og en dag, så vil du opleve, at du hele tiden får at vide hvad du skal gøre, og du vil opdage, at du er tryg.

Måden du opbygger den tillid på, er ved at observere de resultater du får ud af det. 

Fremover så læg mærke til, at vejen er ryddet for dig, og de valg du træffer med hans hjælp altid er de gode valg for dig.

Din opgave i dag er, at sidde stille med den information du lige har fået, og at beslutte dig for, at du er villig til at prøve dit nye venskab af, når du fremover skal træffe valg i verden.

Ha en dejlig dag.

Dag 14 - Din guide

Du er ikke alene, du har aldrig været alene. Du bliver løftet i alt hvad du gør af din guddommelige kilde. Du kan kalde den hvad du vil, Gud, Allah, Universet, det betyder intet. Det, der betyder noget er, at du erkender, at du ikke er alene, og du bliver båret gennem verden. 

Du har en guide, faktisk har du flere, men du har en særlig guide, som udelukkende er der for dig. Det er en guide, som har al den viden, som du ikke har med dig i verden, og som kender til hver en detalje i dit liv. Det er også din guide, der skaber “bridges of incidents” som gør det muligt for dig at opnå, det du vil i verden. Din guide har magt til at ændre verden, og har komplet indsigt i alt. 

Du kender allerede din guide, for det er ham, som svarer når du spørger til sandheden. Når du spørger “Er det sandt?”, så er det hans svar du hører. 

På et tidspunkt vil du udvikle din evne til at kommunikere med din guide så meget, at du kan føre en dialog med ham. Men indtil da, så kan du altid bruge ham til at svare dig på, om noget er sandt eller falsk. Husk på, at sandheden repræsenterer kærligheden, og det sande kan derfor også ses som kærligt, mens det falske kan ses som ukærligt. Derfor kan du også bruge din guide til at teste, om noget er kærligt for dig. 

Det gør du ved blot at spørge: Er dette kærligt for mig?

Du kan gøre det med alt. Du kan stå med en vare i hånden i supermarkedet og spørge: er dette godt for mig? 

Din opgave i dag er, at hilse på din guide ved at bruge ham i løbet af dagen. Spørg om ting, og oplev, at du får svar. 

Husk, at egoet lurer under overfladen. Tvivl, frygt, skyld… du ved hvad det handler om. 

Når man er berettiget til mirakler, er der intet mystisk i at have en personlig guide.

Dag 13 - Jeg er berettiget til mirakler

Det spirituelle værk, som bedst udtrykker det min forståelse af os og verden, hedder “Et Kursus i Mirakler”. Det siger, at vi alle er berettiget til mirakler, og når vi ikke oplever dem, så er der noget galt.

Men det siger også, at “Mirakler er enhvers ret, men renselse er nødvendig først”.

Kærligheden er miraklet, for dybt i din kerne, så er det hvad du er. Kig på dine kerneværdier, og du vil se, at de alle udspringer af kærlighed. 

Det modsatte af kærlighed er frygt, og når du tænker tilbage på de usande overbevisninger, så vil du se at de alle kommer af frygt. 

Når renselse er nødvendig, så betyder det, at du må gennem en proces hvor de frygtbaserede overbevisninger må slippes, for kun sådan kan kærligheden lyse gennem dig. 

Der frygtbaserede overbevisninger er som mørke skyer, der skygger for solen, og når du tror skyerne er din virkelighed, så er du som kaptajnen der ikke ser isbjerget. Når du ser frygten som virkelig, så lever du i en illusion opbygget af dine negative overbevisninger, og når du hilser kærligheden velkommen igen, lever du i sandheden. Og fra sandheden vil du altid søge, at udleve dine kærlige værdier.

Du er berettiget til kærlighed, og du er berettiget til at opleve det, som du ønsker i verden. Det er din sandhed, og det er herfra du skal leve fremover.

Din opgave i dag er at acceptere, at du er berettiget til mirakler. 

Er der tvivl, så spørg dig selv om det er hjælpsomt.

Er der frygt, så spørg dig selv hvor det kommer fra.

Er der skyld, så spørg dig selv hvorfor du føler skyld. 

Ha en mirakuløs dag.

Dag 12 - Er der harmoni?

I dag skal du genbesøge din intention. Meget er forandret siden du skrev den, og inden du går videre, så skal du lave et check på, om der er harmoni mellem din intention og dine sande værdier. 

Tag listen fra i går, og kig efter, om du kan finde dine kernekvaliteter i din intention. 

Hvis du f.eks har en intention om at få et nyt job, så kan du måske supplere din intention med nogle af dine kerneværdier. F.eks at det skal være et job, hvor du kan udleve dine kerneværdier.

Men spørg også dig selv, om der generelt er harmoni mellem din intention og dine kerneværdier. 

Ofte kan vi finde på at søge “tilflugt” i værdiernes dysfunktionelle del. F.eks. hvis du har en kerneværdi, som er omsorg, så matcher det måske ikke med, at du ønsker et job hvor du arbejder for dig selv hjemme. 

Oplever du disharmoni mellem intentionen og dine kerneværdier, så er det i dag, du skal genoverveje din intention.

Brug lidt tid på det, og sørg for, at du oplever din intention, som noget du stadig vil.

Dag 11 - Hvem er du i sandhed?

Du er ikke dine roller, og det spørgsmål, som du skal arbejde med i dag er, hvem du er uden dine roller.

Roller er som tøj vi tager på, og overbevisninger er som lag af panser, som vi har under tøjet. Men hvad nu hvis du står “nøgen”, uden dine roller, uden forsvar. Hvem er du så?

Her er der ikke mange mennesker, der har været før, for det er noget af det som vi frygter allermest.

Vi er bange for, hvad vi vil finde. Vi er bange for, at vi er uværdige, at vi ikke er gode nok, at vi ikke er værd at elske, og at vi ikke kan høre til. Frygten for at blive konfronteret med denne “sandhed” gør, at vi altid søger tilflugt i rollerne. Det er trygt, og selvom det kan være skidt, så er vi stadig bange for, at det vil blive værre, hvis vi kigger på sandheden. 

Men du har allerede lært, at sandheden er kærlig. Det er egoet som planter tvivl, frygt og skyld. Sandheden skaber klarhed, og er evig nænsom. Det er kun egoet, der kan få dig til at frygte sandheden, og egoet har ingen anelse om, hvem du er i sandhed. 

Egoets sandhed om dig er, at du uværdig, uduelig, uelskelig, og alt muligt andet af det mest ukærlige man nogensinde kan tænke om et menneske. Det er sygt, og har intet med sandheden at gøre. Frygt ikke din egen sandhed, for du vil opleve, at den løfter dig ud af egoets sindssyge historier.

Du skal nu beskrive din sandhed. Og måden du kan gøre det på, er ved at beskrive de kerneværdier, som er i dig.

F.eks 

Jeg er 

  • kærlig

  • omsorgsfuld

  • glad

  • vidende

  • givende

Skriv dem ned, sid med det, mærk efter. Du kender metoden.

Når du har lavet listen, så spørger du: er der mere? Og kommer der mere, så fortsætter du.

Derefter spørger du, for hver af dem: Er det sandt, at jeg er __, F.eks “Er det sandt, at jeg er kærlig?”

Kig på listen over det, som er sandt. Det er dig, du er kærlighed, du er omsorgsfuldhed, du er glæde, du er viden, du er overflod. 

Vi er vores kernekvaliteter, det er dine specielle karakteristika, og det er dem, som du skal udleve for at være glad.

Ha en dejlig dag.

Dag 10 - Hvad tror du om dine roller?

Bag hver af dine roller ligger der et sæt af overbevisninger, og det er dem, du skal kigge på i dag.

Tænk over hvordan du møder nye mennesker. I mødes, siger jeres navne, og derefter er det meget naturligt at tale om “hvad I laver”. Derefter udvekles de roller som passer bedst til situationen. F.eks “Jeg er hjemmegående”, “jeg er pensionist”, etc. 

Når du kender folk lidt bedre, kan snakken godt gå dybere ned i rollerne. F.eks kan du snakke med en veninde om du er en god eller dårlig mor, en frustreret pensionist, en elendig fodboldspiller, e.lign.

For bag hver af dine roller ligger dine egne domme. Og de afspejles i din tro om dem.

I dag skal du tage hver af dine roller, og så skal du spørge dig selv, hvad du tror om dig selv i den rolle. 

F.eks 

Far

Jeg tror,

  • at jeg er er en dårlig far

  • at jeg er en god far

  • at jeg er en elskelig far

Nabo

Jeg tror 

  • at jeg er afvisende

  • at naboerne hader os

  • at jeg elsker snak over hækken

Kig så på hver af dem, og spørg dig selv, om det er sandt. Er svaret ja, så spørg: er det virkelig sandt. Streg dem over, som ikke er sande. Du kender efterhånden metoden.

Hvis din lister over roller er meget omfattende, så vælg de 5-6 største roller ud, og brug dem.

Dag 9 - Hvilke roller har du?

Alle dine tanker og overbevisninger er i virkeligheden blokeringer, som forhindrer dig i at gøre noget, som ligger udenfor de rammer, som de anviser. Det kan være praktisk i verden. Fordi den kræver et sæt af fælles overbevisninger, for at vi kan sameksistere, og derfor har en del af dine overbevisninger en praktisk funktion i verden. De begrænser dig stadig, men det er ok, fordi det er en del af at være i denne verden.

Men de negative overbevisninger er ikke praktiske, de er udelukkende begrænsende, og bruges af egoet til at skabe tvivl, frygt og skyld. Dem skal du af med, og det har du allerede gjort gennem dit arbejde de sidste par dage. Men der er mere, og vi skal et lag dybere.

Du har allerede lært, at du kan opløse overbevisninger blot ved, at du selv erkender, at de ikke er hjælpsomme. De upraktiske, dem som i virkeligheden ikke gør andet end at spærre dig inde. 

De overbevisninger kommer frem når du kigger på bestemte dele af dit sind. F.eks har du kigget på de overbevisninger, der er relateret til din intention, og senest til den grundlæggende historie om dig selv. Jo mere du kigger på forskellige områder af dig, jo mere dukker der op. Og der er mange lag af overbevisninger, og arbejdet med at opløse dem vil være en del af din spirituelle vej fremover, for nu ved du hvordan du gør.

Roller

Vi har alle forskellige roller i livet, og i dag er din opgave, at lave en liste over hvilke roller du har i dit liv. I morgen kommer du til at arbejde videre med dine roller, så for i dag, skal du udelukkende skabe dig et overblik over hvilke roller du spiller. Det kan være en god ide, at observere i løbet af dagen hvilke roller du påtager dig.

Roller er adfærdsmønstre og væremåder vi tager på os i bestemte situationer. Nogle af dem har vi fælles navne for f.eks mor, far, kollega, haveejer, bilist, klassens klovn, etc. Andre er mere subtile, og du må selv finde på navne til dem, f.eks “den glade”, “den gnavne”, etc.

Dine roller er enten knyttet til personer eller steder. F.eks kan du opleve, at du tager en bestemt rolle på dig, når du går ind ad døren på din arbejdsplads, i supermarkedet, etc. På samme måde vil du opleve, at der er forskel på hvordan du agerer overfor dine børn og f.eks din nabo. Du kan have en en speciel facon, når du er sammen med dine forældre, e.lign. Du spiller forskellige roller afhængig af situationen og personerne.

Lav listen over dine roller i dag.

Ha en dejlig dag.

Dag 8 - Hvad føler du?

Følelser er vores sande sprog. Vi forstår ikke hvor fint et sprog de egentlig er, for vi er ikke vant til at se andet end de grove skitser af den energi, der er i dem.

Vi er fyldt op med følelser, for hver eneste tanke og overbevisning afspejles i en følelse. Måske har du lagt mærke til, at det arbejde du har lavet den sidste uge har ændret på hvordan du har det. Måske er de følelser du oplever anderledes? 

De tanker og overbevisninger, du har sluppet, er ikke længere repræsenteret i dit følelsesregister, og det vil derfor medføre en ændring i dig. Mærk efter. Måske oplever du mere lethed? Glæde? Frihed? Kan du sætte ord på hvad der er anderledes følelsesmæssigt?

Sid lidt med det. Mærk efter. Skriv ned på blokken. 

Tænk nu specifikt på din intention. Læs den igen, og sid så igen, og mærk efter hvilke følelser, der kommer op. Skriv ned på papiret.

Jeg føler

  • xx

  • xx

  • xx

F.eks 

 Jeg føler

  • Glæde

  • Frygt

  • Afmagt

  • Ked-af-det-hed

Opfind gerne dine egne ord hvis du har brug for det. Men beskriv de følelser, der kommer op med et enkelt ord.

For hver af dine følelser spørger du nu: Hvad tror jeg, som får denne følelse til at dukke op?

Skriv svaret ved siden af følelsen. Gør det for dem alle. 

F.eks 

Jeg føler 

  • Glæde. Jeg tror at det bliver rigtigt godt.

  • Frygt. Jeg tror der kommer noget i vejen.

  • Afmagt. Jeg tror ikke, at jeg kan gennemføre det.

  • Ked-af-det-hed. Jeg ved jeg ikke klarer det.

Kig så på hver linje, og ved alle de negative spørger du indad: Er det sandt? 

Hvis du hører et ja, så spørger du igen: Er det virkelig sandt?

Du vil opleve at kun de positive bliver tilbage, for ingen tro som skaber frygt, tvivl eller skyld kan overleve at skulle prøves mod sandheden, og det er det du gør, når du spørger om det er sandt.

Læg også mærke til, at vi fik gravet flere overbevisninger frem. De havde forputtet sig, men følelserne afslørede dem. 

Lær dig selv at mærke dine følelser i dag. Og når du mærker en negativ følelse, så spørg dig selv hvad du tror, som skaber den følelser. Og hold så den overbevisning op mod sandheden, og lad den blive opløst hvis den ikke er sand.

Dine følelser er fantastiske til at guide dig, og jo mere du er bevidst om hvad du føler, jo bedre bliver du til at fjerne overbevisninger og tanker, som blokerer din vej.

Mærk at det bliver en god dag.

Dag 7 - Hvad oplever du i din verden?

Du har nu arbejdet med at give slip på nogle af de tanker og overbevisninger som blokerede for at du kan nå din intention.

Men hvad oplever du egentlig i din verden? Hvordan ser din verden egentlig ud? Hvad er din forståelse af verden. 

Kig igen på listen over dine tanker og listen over dine overbevisninger. Hvad siger de egentlig om dig, og den verden du oplever?

Lever du i en glad verden? En hård verden? En verden hvor der skal kæmpes? Kig sætningerne igennem og prøv at danne dig et billede af hvordan en person som har disse tanker og overbevisninger oplever sin verden. 

Her er et eksempel på en som beskriver sin verden ud fra listerne over tanker og overbevisninger.

“Jeg lever i en verden hvor jeg er i gang med at slide mig selv op, hvor jeg ikke er i kontakt med kærlighed i nogen form, hvor jeg skal arbejde utrolig hårdt fordi jeg skal klare det hele selv. Jeg er alene. Det er en verden hvor jeg er syg, træt og trist uden udsigt til bedring.”

Hvordan er din beskrivelse? 

Når du har lavet beskrivelsen, så spørg dig selv om det er en verden som er i overensstemmelse med din intention? Men spørg også dig selv, om det er en verdensforståelse som du vil holde fast i?

Hvordan vil du gerne have, at din verdensforståelse skal være? Hvordan vil du beskrive den verden som du lever i når din intention er blevet virkelighed?

Skriv det ned. Beskriv det med ord.

Kig så på det, og spørg dig selv om det er en verdensforståelse som er harmonisk med din intention. Hvis svaret er nej, så ved du også allerede hvad du skal ændre. Gør det.

Du er nu kaptajnen som sætter en ny retning. Du siger hvordan du ønsker tingene skal være, det er kaptajnens privilegium. Og husk, at skibet sejler altid i den retning som kaptajnen har udstukket. 

Giv udtryk for din nye verden, og skriv den ned på en lap papir, som du placerer et synligt sted sammen med beskrivelsen af din intention. De to følges ad, for din intention kan ikke udleves i en verdensforståelse som ikke passe til den. 

Hav en visionær dag.

Dag 6 - Du er ikke det du tror

Når en tanke bliver gentaget, og fundet sand, i dit sind, så bliver den til noget du tror. Den bliver til en overbevisning, noget som du har accepteret som en del af din sandhed.

Din overbevisninger er det du tror, og som du ikke længere stiller spørgsmålstegn ved. Det er ganske enkelt så indarbejdet i dig som værende sandt, at du tager det for givet. 

Dine overbevisninger ligger dybere i dit sind end dine tanker, men tanker skabes af overbevisningerne. 

Dine overbevisninger er referencerammen for din verden, for de beskriver hvad der er sandt for dig, og du navigerer i verden indenfor den ramme som de danner.

Dine overbevisninger er ligesom dine tanker. De repræsenterer fortiden, og har ingen sandhed nu, for fortiden er ikke her. 

Men som med dine fortidige tanker, så genskaber du også din fortid med dine overbevisninger, som blot gentager fortiden igen, og igen, og igen.

Dine overbevisninger fastholder dig i fortiden, og når du forsøger at forandre noget i dit liv, som vil du møde en del af dine overbevisninger som blokeringer. 

Du kan have modstridende overbevisninger. Du kan f.eks sagtens have en overbevisninger der hedder “Jeg vil være god til det nye job” samtidig med, at du har en anden overbevisning som siger det modsatte. Det siger lidt om hvor tåbeligt hele det system er, og også hvor fjollet det egentligt er, at vi lader os styre af dem.

Den kaptajn der er overbevist om, at der ikke er nogen isbjerge, kigger ikke efter dem. Og når radaren siger der er et isbjerg, så beder han elektrikeren om at finde fejlen på radaren. 

Men sådan en kaptajn kan vi ikke bruge på dit skib, og derfor er din opgave i dag, at skrive ned hvad du egentlig tror om din intention.

Skriv sætning efter sætning på din blok, indtil der ikke kommer mere. 

Spørg: “Hvad tror jeg om _____?” 

Og skriv så ned.

F.eks “Hvad tror jeg om at få mit drømmejob”

Jeg tror

  • at jeg vil være supergod til det.

  • at det er umuligt

  • at jeg vil være elendig

  • at det er urealistisk

  • at jeg aldrig får et godt job

  • at jeg er klar til at steppe op

Når der ikke kommer mere, så tager du hver enkelt sætning, og så spørger du indad:

“Er det sandt?”

Og hvis du oplever et nej, så streger du det over. Hvis du oplever et ja, så spørg igen:

“Er det virkelig sandt?”

Og mærk så efter igen. Hvis svaret nu er nej, så streg det over, ellers lad det blive stående. 

Når du har været hele listen igennem, så kigger du på de sætninger, der er tilbage, og så spørger du dig selv, om de er hjælpsomme i forhold til at nå dit mål. Hvis det føles som et nej, så streg dem over, ellers lad dem blive på listen.

Du har nu en liste over de overbevisninger i dig som reelt støtter dig i at nå det, du gerne vil, og du har sluppet de overbevisninger som ikke er hjælpsomme, for du har set, at de ikke længere kan være sande for dig.

Jeg tror, du får en god dag.

Dag 5 - Du er ikke dine tanker

Dine tanker er historier om virkeligheden, som konstant popper op i din bevidsthed. De tanker, du ser som sande, definerer hvordan du oplever dig selv og verden. 

Men du har allerede lært, at nogle af dine tanker kommer fra et dybereliggende ønske om at så tvivl, frygt og skyld i dig. Du har også set, at de tanker ikke er hjælpsomme, og du har taget afstand fra dem. 

Du har oplevet, at du kan observere dine tanker, og at du kan vælge aktivt, om du vil se dem som sandheden. 

Du har forstået, at ego-tankerne ikke hjælper dig, men tværtimod modarbejder dig. Du har også forstået, at du kan sige fra overfor dem. Du ved, at du aktivt kan sige, at de ikke gælder for dig.

Dine tanker er ikke hvem du er, medmindre du lader dem definere dig. Og det som du må lære er, at at observere dine tanker, og forstå, at du kan stille spørgsmålstegn ved dem alle. Du kan ganske enkelt nægte at lade dig definere af dine tanker, men det kræver, at du er bevidst om dem.

Dine tanker er din fortid. De repræsenterer de ideer, som du tidligere har accepteret som din sandhed. De er billeder af dit sind, som det var tidligere, og hvis du accepterer dem som sande, så gentager du blot fortiden. 

Der er ingen sandhed i tanker, for det de beskriver findes ikke mere. 

Når du accepterer en tanke som sand, så mærker du følelsen af den i dit sind, og din fantasi viser hvordan den ser ud, og så har du bedt. Og du vil modtage, som du har bedt. Du har “forelsket” dig i den negative tanke, og den vil nu blive din virkelighed. Hvis din verden er fyldt med tvivl, frygt og skyld, så er det fordi du tror på dine egne fortidige tanker, og dermed accepterer det som din sandhed.

Hvor ender skibet henne, hvis du lader det styre af tvivl, frygt og skyld? 

Din opgave i dag er, at observere dine tanker i løbet af dagen. Læg mærke til dem, og spørg dig selv om de sande. 

Ha en dejlig dag.

Dag 4 - Du er ikke dit ego

Vores sind er forurenet. Vi er fyldt med tanker og overbevisninger som spærrer for, at vi kan leve i fred. Vi er også udstyret med et tankesæt, som er konstrueret til at forhindre os i, at finde sandheden om os selv, og som til enhver tid vil forhindre os i, at forbinde os med de guddommelige kræfter, som er en del af vores sandhed.

Dette tankesæt, eller tankesystem, kalder vi for egoet. Dit ego er er den del af dig, som fastholder dig i elendighed, og som aktivt forhindrer dig i, at forbinde dig med din sandhed.

Egoet er et effektivt forsvarssystem, som du selv har lavet. Du har selv valgt de tanker, som lavede dit ego, og du har accepteret dem som sande, og dermed har du sat dig selv i ego-fængsel. Du er spærret inde i dine egne falske overbevisninger om hvem du er, og hvordan verden egentlig fungerer. 

Det er dit ego, der frister til at droppe dette forløb, og det er dit ego, som prøver at overbevise dig om, at det ikke kan være sandt, at du ikke skal skynde dig, og gøre en hel masse selv for at dit ønske kan blive opfyldt. Det er dit ego, som fortæller dig, at det ikke kan lade sig gøre, og at det aldrig kan blive godt. Det er dit ego, der holder dig i elendighed. 

Egoets svar på din tillid er, at at så tvivl og frygt. Det dukker op som tanker i dit sind. 

“Det er urealistisk”

“Det bliver aldrig til noget”

“Jeg får aldrig jobbet, hvis jeg ikke selv gøre en stor indsats”

“Jeg er ikke god nok til det job”

“Jeg finder aldrig kærlighed i mit liv”

“Jeg er for tyk”

“Ingen vil have mig”

“Jeg har gjort det forkert”

Egoet vil udfordre dig, og hvis du følger det, så vil det torturere dig endnu mere. Hvis du f.eks selv begynder at gøre alt muligt, vil modsatrettede tanker dukke op i dit sind.

“Nu har du ødelagt det hele.. du skulle have tillid…nu er alt tabt”

“Det, du selv gjorde, var så tåbeligt, at de griner af dig, og du kommer aldrig til jobsamtale”.

Egoet er designet til at gøre dig lille, og til at fastholde dig i uværdighed. Og det er præcis hvad det gør. 

Du er ikke dit ego! Det er bare tanker, de er intet, for de er ikke elsket. De eneste de gør er, at skabe afmagt og frygt i dig. Og når du er i frygt, så glemmer du at bede om det, du gerne vil modtage, for så tror du, at du skal sørge for alt selv, og så har du intet. For du har bedt om intet.

Din opgave i dag er, at observere hvilke ego-tanker du har i dit sind i forhold til din intention for dette forløb. Du kan kende dem på, at de skaber tvivl, frygt eller skyld.

Sæt dig med papiret, og skriv dem alle ned. Alle de tanker du har som skaber tvivl, frygt eller skyld. Skriv dem ned alle sammen, og bliv ved indtil du har fået dem alle ud. 

Kig så på dem, en for en. Spørg dig selv om de er hjælpsomme, og streg dem så over. 

Til sidst rejser du dig op, retter ryggen og siger: 

“Disse tanker er ikke sande, og de gælder ikke for mig.”

Husk hvem der styrer det her skib.

Ha en god dag.

Dag 3 - Tillid

“Bed og du vil modtage” er ikke kun et princip, det er også et løfte. Et løfte om, at du vil modtage det, du har bedt om.

Men det ligger også i det løfte, at det er noget som kommer til dig, at det ikke er din opgave at skabe det. Det er din opgave at bede, og det er din opgave at modtage, men det er ikke din opgave at skabe. Derfor må du nu træde til side.

“Men det er jo urealistisk, jeg må jo igang med at gøre alle de ting, som skal få det til at ske! Jeg kan da ikke bare sidde i sofaen, og så tro, at det kommer dumpende!”

Sådan er det heller ikke. Du skal foretage dig de ting, du bliver bedt om, men ellers skal du ikke gøre noget. 

Det er ikke din opgave at skabe det. Du vil blive bedt om at gøre det, som du selv skal gøre.

Faktisk står du bare i vejen hvis du gør noget på egen hånd. Det bliver til modstand, for det viser, at du ikke har tillid. Og uden tillid kan du ikke modtager.

Det er tid til tillid, og til at rette dit fokus mod noget andet. Du skal gå videre med dit liv, og have tillid til, at du vil modtage det, du har bedt om.

Når du slipper og har tillid, vil du opleve, at der sker ting i din verden som baner vejen for virkeliggørelsen. Det sker på en måde, som dit sind kan acceptere. 

Den spirituelle lærer Neville Goddard kalder det for “bridges of incidents”. Broer i din verden, som gør det muligt, at gå til den virkelighed, som du ønsker. Måske annonceres din drømmestilling som ledig, og en ven foreslår dig at søge den. Tilfældigheder i verden, som nemt kan afskrives som tilfældigheder, men som bestemt ikke er det. 

Når disse “broer” dukker op, så vil du vide hvad du skal gøre, og du vil genkende dem, og du vil forstå, at de er beskeder til dig. Nu skal du gøre noget; nu skal du sende en ansøgning, eller hvad der nu er en naturlige handling, du skal gøre for at gå over din bro.

Og så skal du slippe igen. Indtil den næste bro dukker op. 

Måske fortæller en veninde dig, at hun fik sit drømmejob fordi hun satte sig grundigt ind i hvad de egentlige have brug for inden hun skulle til samtale. Endnu en bro, og du skal igen gøre det, som du mærker er en besked til dig. 

Og så skal du slippe igen. Du behøver ikke at tænke over hvad du mere skal gøre. Du får jo besked på hvad du skal gøre. Så slip det, og gå en tur med hunden, mal huset, find på noget som intet har med dit ønske at gøre. Hav tillid.

Husk følelsen. Mærk den. Genoplev den gerne hver gang du laver disse lektioner. Giv dem også en kærlig tanke inden du går i seng. Og kan du falde i søvn med et smil på læben, og den tanke i dit sind, så sover du som en baby.

Mærk følelsen så ofte du har lyst.

Mærk den nu, og beslut dig så for, at du vil have tillid til, at du får det du beder om. 

For sådan er det, og det er en af de principper du skal lære gennem egen erfaring, for at forstå, hvordan du lever et spirituelt liv i harmoni med dit sande selv. 

Ha en god dag.

Dag 2 - Mærk det

 Intet eksisterer uden, at det er ønsket.

Et af de spirituelle principper er, at alt skabes i sindet. Alt hvad du oplever, og alt hvad du ser i verden, er startet som en tanke. Den, som fik tanken, blev forelsket i ideen, og legede i sin fantasi med hvordan det kunne blive virkeligt, og det blev til et ønske. 

Et andet princip er “Bed og du vil modtage”. Når du forelsker dig i tanken, så bliver den til et ønske, og du har bedt, og du vil nu modtage. 

Du får altid hvad du beder om. Men du beder ikke med dine ord, du beder med dine følelser. Det som du føler er sandt, og dermed en del af dit liv, er det du skaber. Så når du har stærke følelser om en tanke, så vil du se den manifesteret i dit liv i en eller anden udgave.  

Det er ALTID følelsen du ønsker. Hvis du ønsker dig noget i verden, så er det fordi, du forventer at det vil give dig en bestemt følelse. Og hvis du ikke oplever den følelse, så vil du blive skuffet. 

Så hvis du ønsker at komme ind på en bestemt uddannelse, og du efterfølgende oplever, at være skuffet over det, så er det fordi, du ikke oplever de følelser, som du havde forventet. 

Det er i virkeligheden ikke oplevelsen, eller tingen i verden, som du ønsker, det er den følelse, som du tror, at det vil give dig. 

Vi tror, at tingen/hændelsen, vil give os følelsen. Men her kommer en hemmelighed som vil blæse dig omkuld; det er følelsen, som skaber oplevelsen.

Du får altid det du er, og hvis du ønsker noget andet end det, du er, så må du starte med at være noget andet. Og den væren handler om at være i følelsen, at dvæle i den følelse du forvente vil være der, når dit ønske er opfyldt. 

Når du beder om noget fra en følelse af, at du ikke har det, så beder du i virkeligheden om at opleve, at du ikke har det. Det var derfor du skulle formulere dit ønske som om du allerede havde det.

Dagens opgave er, at finde den følelse frem, som du forventer at opleve når dit ønske er virkeligt. Forelsk dig i den følelse, og dvæl i den. Bad i den, elsk den, gå tur med den, skriv et kærlighedsbrev til den. Hyg dig med følelsen, gør den til en del af dig. Elsk den.

Mærk den, vær i den. Forestil dig hvordan du oplever det du ønsker dig. Dagdrøm om at du starter på det nye job. Læg mærke til hvordan det føles, hvordan det dufter, hvordan det opleves at åbne døren til det nye sted, hvordan det føles at hilse på de nye kollegaer, hvordan maden i kantinen dufter, hvordan kaffen smager. 

Mærk det hele, og elsk det af hele dit hjerte.

Ignorer alle tanker som går imod følelsen. De er ikke velkomne. Det er din fantasi, det er dig, der bestemmer hvad du vil drømme om. Vær kaptajnen, og fej alt til side som står mellem dig og din nye store kærlighed; følelsen du oplever når din intention er virkelig.

Der er ikke noget bedre end at være forelsket. Nyd det.

Coaching -->